På
denne side har jeg samlet de ture, som vi nåede at køre i uge 25 (14. - 22. juni
2008).
På
denne side har jeg samlet de ture, som vi nåede at køre i uge 25 (14. - 22. juni
2008).
Og vi kan lige så godt starte med et lille udklip fra vores tur ad de
meget små veje
- nemlig den tur som vi tog ned gennem vinmarkerne lige nord for
Bolzano.
Men det var jo ikke den eneste "spændende" tur som det blev til - så tag dig en tur gennem vores oplevelser :-)
Se
alle Alpefarernes tilbud på "Motorcykelkørsel
- helt i top" på hjemmesiden
Masser af super bjergkørsel - også i Dolomitterne
Alpefarerne kører af sted
hvert år i juni og september
Klokken
var præcis 07.00 da 10 små cyklister var klar til at lægge fra land. Og den
resterende del af de aktive Fossiler (Slivern og Kim) som var mødt frem hin
lørdag morgen var så venlige at forevige det prægtige syn.
Og så stod den ellers på knap 900 kilometer tysk motorvej med et gensyn med de smukke og interessante rastepladser :-)
Højdepunkterne
var dog helt sikkert de medbragte madpakker og Finns hjemmebagte muffins.
Og så godt elleve timer senere fik vi belønningen da vi entrede det smukke
Rothenburg og Gasthof Greifen.
Dog
skulle vi lige vente op til fem minutter på at få serveret en velfortjent
"Dunkel" - men den var jo så til gengæld også vel skænket.
Middagen bestod af Gullash suppe - og den var godt nok fyldt med vitaminer - efterfulgt af en Jägerschnitzel.
Nogle enkelte (læs "de fleste") kunne også lige knibe en enkelt is-dessert ned :-)
Men sådan en tur trætter - så derfor væltede vi alle tidligt ombord i køjerne - spændte på næste dags udfordringer.
Uden
mad og drikke .... Og det er da også herligt at kunne sætte sig ved et veldækket
morgenbord inden cyklerne blev fundet frem fra den opvarmede garage - og vi
kunne trille ud af de brostensbelagte gader i Rothenburg.
Nåh-ja
- så var der jo lige det der med de to BMW'er. Egentlig kunne man jo snakke
længe om dem (det gjorde vi i øvrigt også :-) - mon ikke bare vi skal lade
billederne stå lidt - og takke for at der var rigeligt med værktøj - og en
kompetent værkfører med på turen.
Et
ekstra plus ved Rothenburg er, at der kun er 230 km motorvej tilbage - og det er
altså herligt når vejen bliver tosporet og bjergene viser sig i det fjerne.
Første Alpepas er Fernpass (det er vel kun et halvt pas (1.212 m)) - men på vejen ned tæller det skam godt med - og man kan så samtidig nyde frokosten med udsigt til klipper.
Og
det er bare med at nyde udsigten, når den er der :-)
Vi var blevet enige om at tage turen op over Timmelsjoch og Jaufenpass - og
allerede da vi nåede betalingsstationen (det koster 11 Euro) var bjergene ved at
fortone sig i skyerne.
Og vi blev advaret - ja vi gjorde. "Sigtbarheden er lig nul - istapperne hænger
i tunnelerne - og det sner kraftigt". Alternativet til at fortsætte var ned igen
og rundt om Innsbruck - så vi fortsatte:
Advarselslamperne
blinkede - og termometret viste 0,0 grader - og det nyttede ikke at tørre
visiret af udvendig - for tågen satte sig også på indersiden - og det var ikke
til at se gennem vindskærmen (der var sneen frosset til is) - så efter en nedtur
med spejlglatte veje - "væltede" vi ind på det første det bedste cafeteria - og
nød den første cappuccino (nu var vi jo kommet til Italien). Det var en
oplevelse, spændende og fuldstændig uansvarligt - men godt nok noget vi kan
snakke om meget længe :-)
Men
vi ankom alle i god behold til Rasp zu Natz, hvor vi blev modtaget af vores
værtspar med Weissbier og Grappa - og efter et velfortjent bad i vores rigtig
gode værelser begav vi os til det lokale pizzeria og nød den italienske udgave
af Heidi (vi nød også pizzaerne)
Sådan havde vi aldrig fået den før - altså turen til Alperne.
Dagen
startede som dagen før - dog med den undtagelse, at vi i dag var nødt til at
køre til et autoriseret BMW værksted :-)
Men ellers gik turen ad landevejen til Bolzano og videre op ad Passo di Mendola
(ad våde veje og en udsigt der mindede om gårdsdagens)
Men da de fleste havde nydt den tidligere - så kunne vi jo sagtens forestille os
hvordan den kunne være :-)
Men
god mad er der på toppen - og til en pris der stemmer fuldstændig overens med
højden på passet (1.363 m) og det endda i Euro.
Det var så også på det tidspunkt at Jan og John (I ved de to BMW'er) vendte
snuden mod Brixen, så deres maskiner kunne klare resten af ugen - og det må vi
lade dem - helt uden værkstedsbesøg.
og
så ikke et ord mere om den sag :-)
Vi andre fortsatte ned til Fondo - og gjorde et lille stop ved en af de mange
kløfter, som gennemskærer landskabet.
Broen er godt nok ikke særlig lang - men der er godt nok langt ned (på begge
sider :-)
Og så gik turen ellers igennem de små byer i "Val di None" (eller skal vi kalde
den æbledalen) - for der er lige et enkelt (for hver 10 meter)
Næste
stop var ved udsigten over "Lago di Santa Giustina" hvor der er en herlig vej
over broer og klippeøer inden vi lidt længere fremme parkerede i lobbyen til den
lokale Banca - men der stod Prebens maskine så trygt og godt mens vi nød en kop
"kaffe et eller andet" på torvet i Cles.
Herefter gik det så sydpå til "Mezzolombardo", hvor vi drejede ind på "Starda
del Vino" - og her oplevede vi så hvordan det er at køre i raskt tempo ad lækre
bløde kurver igennem dalens vinområde.
Vi
huskede dog lige at dreje ned til "Kalterer See" der ligger smukt omkranset af
vinmarker og bløde bjerge.
Det var ikke mange badenymfer som de let savlende aldrene mandlige tyske
turister kunne belure, men vejret var godt nok til at nyde en af de få
Weissbier, som vi indtog mens vi var på tur (klogt nok).
Om Finn fik et billede af en italiensk bogfinke - det lader vi stå hen i det
uvisse :-)
Hjemturen
gik ad landevejen fra Bolzano til Brixen og ad små snoede og kringlede veje til
Natz.
Her var velkomstkomiteen klar til at forevige ankomsten - inden cyklerne blev
kørt i kælderen - en imponerende kælder på størrelse med et helt P-hus.
Swimmingpoolen
blev også indviet (og det er så koldt :-) - og bademanien bredte sig som ringe i
vandet de efterfølgende dage.
Middagen kom - efter en panisk rundtur i Natz - også til at stå på Pizza, som
blev bragt til de ventende med bud fra den nærliggende by.
Har jeg helt glemt at kommentere vejret - skal vi sige det på den måde - det var blevet klart varmere og tørre. Og udsigten for de næste dage gik i den rigtige retning.
Tirsdag
var den første dag, hvor vi om morgenen kunne se bjergene omkring Natz. Det var
så også den første morgen, hvor det ikke var nødvendigt at iføre sig "Die
Grühne".
Og Preben havde forberedt en rundtur ad de "Hvide veje" - altså veje, der er nummeret før grusvejene. Og det skulle ikke blive kedeligt.
Efter
at have lavet et par enkelte U-vendinger gik turen nordpå til Mühlbach og så
ellers opad "Via Berg" - til vi nåede "Berg" - med en fantastisk udsigt ned over
Plateauet hvor Natz bl.a. ligger (fotografen blev også lige foreviget)
Har du i øvrigt lagt mærke til, at du kan se ruterne fra de enkelte dage ved at klikke på overskriften til de enkelte dage :-)
Efter
turen ned fra Berg - gik det jævnt opad - hvor vi fulgte en lille flod (læs
vandløb) - og jeg ved ikke hvor mange små træbroer vi passerede - ikke alle lige
sikre at se på - og nogen gange kørte vi over floden - og andre gange løb den
ind under os (sådan føltes det).
Og
ca. halvvejs oppe lavede vi lige et lille rast, for at nyde udsigten til både
vand, skov og bjerge. I den øverste del af vejen begyndte vandet pludselig at
løbe op ad bakke - men sådan er naturen så forunderlig.
Vi fik formiddagskaffen på "Passo del Erbe" (uden ret meget udsigt) - men på nyligt aftørrede bænke og borde (jeg tror at Finn har fundet sig et fast arbejde). Vi kørte en lille omvej for at tanke (de der tanke til kort er altså ikke nemme at få benzin ud af) inden vi kom til "Corvara" hvor vi indtog frokosten efter at have kørt forgæves i "La Villa", hvor Prebens specielle servitrice åbentbart havde fundet grønnere græsgange.
Turen blev hurtigt afkortet - og kørselen henlagt til de røde veje - og det skete da der brød et heftigt tordenvejr løs mens vi kørte op ad "Grödner Pass". Ingen stop på toppen - ingen eftermiddags pause - det gik den direkte vej mod Natz (den findes altså ikke - men så i hvert tilfælde den korteste/hurtigste)
Som
nævnt tidligere, så greb den badning om sig - så nu var der hele tre i bassinet
- og man skulle jo ikke tro at det var voksne mennesker (men det var jo også en
drengerøvstur :-)
Temperaturen på badevandet er stadig et mysterium - det svingede utroligt
afhængig af hvem man snakkede med :-)
Og
mens nogen muntrede sig - var der dog et par enkelte, der havde en smule
realitetssans. "Aldrig har så mange maskiner været så beskidte i så lang tid".
Vi var også blevet beriget med vand fra oven hver dag siden vi tog hjemmefra.
Jeg vil ikke påstå, at maskinerne funklede, men der var dog synlig forskel på
dem der havde fået en gang med vandslangen - og dem der ikke havde fået en tur
:-)
Selvgjort
er velgjort - og Ege stod for både kylling filet, pølser og flutes.
Det var en fornøjelse at sætte tænderne i. Selv opvasken var der rift om - og
tro det eller ej - de tre herrer meldte sig frivilligt :-)
Natten er vor egen - og da de kære meteorologer havde varslet sol og sommer resten af ugen, så blev morgenmaden sat en halv time frem - og jeg tror aldrig at Mads og Peter har været så tidligt oppe i en hel uge i træk - altså en ferieuge :-)
Ikke
noget at sige til at morgenskafningen var fremrykket - check lige den himmel :-)
Nu skinnede vejrguderne om kap med cyklerne og smilet i vores ansigter - og på
trods af det fremrykkede tidspunkt var vi klar fem minutter før det aftalte
tidspunkt :-)
Efter
lidt landevejskørsel drejede vi til højre mod "Lago di Braiz".
Billedet her er et jeg selv har taget - men jeg kan nok finde et fra hver af jer
- og lad mig skuffe jer med det samme - I får heller ikke de 30 andre billeder
af søen og bjerget at se (som jeg har taget). Jeg vil tro at vi kunne fylde hele
siden med billeder herfra - og det er vel ikke så underligt.
Men lidt alternative billeder får I lige - bl.a. lykkedes at tage et billede af
formanden hvor han befinder sig over 200 m fra sin cykel :-)
For
udenforstående kan det måske være svært at se, hvad Finn laver med de teskeer.
Men vi andre indviede ved jo at han bare er ved at finde ud af hvor højt bjerget
er i forhold til søens overflade.
Et herligt sted hvor formiddagskaffen blev indtaget.
Næste stop var faktisk også ved en sø - nemlig "Lago di Misurina" - og også
her kunne vi nok fylde en hel side med næsten ens billeder - nemlig - en mand -
en motorcykel - en sø - og et bjerg.
I får lige et lille udsnit - men flot er det jo (både af mand, cykel, sø og
bjerg :-)
Efter
søen startede Dolomitterne for alvor - og efter at have passeret "de tre kors
pas" (ikke noget at forevige) kørte vi ned til Cortina.
Her lå en herlig restaurant lige på hjørnet da vi kom ned i byen - og da det
samtidig så hyggeligt ud - så var det her frokosten blev indtaget.
Maden var super - priserne som sådan nogen er - Radleren perfekt - udsigten til
diverse ungarske Ducatier ok - men servitricen - bob-bob.
Det var vel den eneste gang på hele turen at der ikke vankede nogen drikkepenge.
Fra
Cortina kan det kun gå opad - og vi tog den bedste af dem alle - nemlig
opkørslen til "Giau".
Her er der udsigt for alle pengene (det er gratis :-) - uanset om du kigger
nord, syd, øst eller vest, så har du Alperne liggende for dine fødder.
Giau
var denne dags højdepunkt (2.233 m) - og i sådanne højder kan selv de mest
adrætte godt gå fuldstændig sukkerkolde - eller var det udslag af en almindelig
dårlig kondition :-)
Nedkørslen er ikke dåligere - Giau er et must på en Alpetur.
Om
kaffen er OK - åh-jo - den var OK (siges der :-) - et hyggeligt lille sted, hvor
vi selv måtte rydde lidt byggeaffald væk - men betjeningen var helt i top - så
her var vi tilbage med drikkepengene :-)
Vi fik også lige lidt indsigt i de lokales sysler, som kunne følges på tætteste
hold.
Hvor
er Holger? - eller rettere - hvor er Formanden? Midt på kaffebordet stod denne
tønde - og enten er den meget stor - eller også er Preben efterhånden kun skind
og ben :-)
Lidt længere henne ad vejen var der stadig langt ned - eller også er det nogen
meget små huse de har i området.
Efter
en herlig skovstrækning med lækre bløde kurver startede opstigningen til "Passo
di Falzarego" (2.197 m) - og læg lige mærke til vejen der går ind i tunnelen og
kommer ud igen lidt højere oppe i modsat retning. Bjergkørsel, når det er rigtig
sjovt.
Det
var efterhånden blevet tid til at vende næsen hjemad - men vi skulle lige op
over "Passo del Erbe" (der var var vi også tirsdag) - men denne gang i fuld sol
- og med udsigt til "Peitlerkofel" (2.874 m).
Og når man er i sådan nogle omgivelse (gælder også følgesvendene) - så smager en
Ratler altså ekstra godt. Og skulle jeg udpege en strækning (blandt alt det vi
kørte) så bliver det nok nedkørslen fra Passo del Erbe til Brixen - den er
uovertruffen :-)
Aftensmaden
blev indtaget på gågaden i Brixen - nu var det rigtig blevet sommer - og det gav
sig også udslag i at der nu var fire frisvømmere.
Hvor er det herligt når det kører derudaf - skønne veje - skønne pas - og skønne
gutter :-)
Gad vide hvad morgendagen kan bringe.
Når
man har en førerhund - ja så forventer man selvfølgelig at blive ført sikkert
rundt - og når vedkommende (Julle) har en Zümo, så forventer man også at se
nogle spændende nye steder :-)
Men man forventer IKKE at der skal laves ret mange U-vendinger. Ikke desto
mindre lykkedes det Julle at føre gruppen rundt i Brixen - med det resultat, at
alle fik set HELE Brixen - op til FLERE gange :-)
Mon ikke han skulle slå hjernen til også :-)
Nå
- en dårlig generalprøve plejer jo at give en god premiere.
Det var også tilfældet på denne herlige dag, hvor vi ville tage resten af Prebens hvide og blå veje (bare i modsat retning). Det betød, at vi kom til at følge vejen mod Bolzano - bare oppe på bjergsiderne, med en herlig udsigt ned i dalen - og med nogle veje der snoede sig op og ned - hele tiden.
Og her var hun så - drømmen i en hver mands liv - "Kagemutter".
Så da vi først havde fået hende løsrevet fra posten - så stod hun nærmest på
hovedet for os.
Jeg
kunne godt mærke at nu var det ved at være tid til at lave
"formiddagskaffestoppet". Og så lå der noget, der godt kunne se ud til at være
"stedet". Lidt nedenfor vejen lå det - med den mest pragtfulde udsigt - både ned
over dalen - til vinduesviskerne - og ikke mindst et kagebord, der ikke er set
mangen til.
Var der noget om at vores egne piger skulle på en enkelt uges ophold her (der
ligger vist ikke nogen fast aftale - men tanken var nærliggende)
Frokosten
blev indtaget på "Latemar" lige midt mellem Karerpass og Karersee.
Og du lander der helt automatisk når du følger Prebens blå rute (den hedder i
øvrigt "Via Nigra")
Det kan kendes på den "Flintstone MC" der hænger ude ved vejen :-)
Skal
man til Dolomitterne - så skal man også på Sella (2.214 m) - udsigten har det
hele - så det er jo ikke noget dårligt sted bare at sidde.
Desværre blev nedkørslen forstyrret af busser og veje der pludselig delte sig
(bare spørg Mads :-)
Allerede
tidligere på dagen havde vi besluttet os for at "i aften skal der grilles". Så
da vi trillede ind i "Val Gardena" - nærmere bestemt "Selva" - begyndte
fortroppen at spejde efter et supermarked.
Fundet - og her holder vi så udenfor - og så blev der ellers provianteret -
pølser, burgere, brød, sennep, ketchup, salsa (ingen salat) - rigtig mandemad
:-)
"Eftermiddagskaffestoppet" gjorde vi lige der hvor "SS242" deler sig mod
h.h.v. Bolzano og Brixen.
Det er også her, at det er strengt forbudt at tage en barnestol :-)
10
kr. stykket for en pølse - men hvilken pølse - det var helt måltid i sig selv -
og med mesterkokkene i sving, så smagte de jo himmelsk - ahh - en burger og en
almindelig kan man vel også knibe ned.
Desværre ingen billeder af vandhundene - men bare rolig - de var der :-)
Glemte
jeg lige at nævne, at vi ikke var de eneste på Sella.
For selvom vi var i Dolomitterne en uge før sæsonen rigtig starter, så er det altså motorcykelland.
Halvdelen er motorcyklister - en fjerdedel biler - og en fjerdedel pedal-cyklister.
Man
kunne næsten ikke tro sine egne øjne når man så det pragtfulde vejr.
Og så var det jo man tænkte, at sådan en dag burde man være på motorcykel i
Norditalien - og så er det jo heldigt, at det er lige det man er :-)
Dagens
tur gik nordpå fra Natz - og så ellers vestpå - op ad Jaufenpass. Det foregik
helt uden U-vendinger - og helt uden skyer.
Så derfor var det jo herligt at se hvor vi kørte for en uge siden - og opkørslen
kunne også foregå i et lidt raskere tempo :-)
Fra
Jaufenpass har du hele bjergmassivet, der danner grænsen mellem Østrig og
Italien i horisonten - og når man blev træt af den - så kunne man jo bruge et
kvarters tid til at beundre, hvordan en kvindelig bilist kom ud af P-pladsen :-)
Formiddagskaffen blev indtaget i Sankt Martin for enden af nedkørslen fra Jaufenpass på vejen mod Merano. Og typisk for mange af de steder vi rastede, så var både tjenere og Heidierne iført en form for egnsdragter - jo-jo - hvad gør man ikke for os.
Der
er MEGET varmt i Merano (også i skyggen) - så det blev bare til en lille gåtur,
mens politiet sværmede om vores motorcykler.
Og de mere end sværmede da de stoppede Mads og John på vej ud af byen - uden at
der i øvrigt skete andet.
Efter
Merano kørte vi op i bjergene (flere hvide veje :-) - og efter at have muntret
os på nogle rigtig gode sving - guidede Zümo'en os ned imellem vinmarkerne og i
bogstaveligste forstand ind gennem vingårdene.
Der var ualmindelig mange sving på denne lille stump vej (men det var vi jo så
vandt til) - så det voldte jo ikke nogen problemer.
Men
det gik nedad - jeg vil vove påstanden at der til tider er stejlt :-)
Højdeforskellen mellem top og bund var 483 meter - og strækningen i
fugleflugtslinie var 1.400 meter. Ved hjælp af pythagoras er det nemt at udregne
vinklerne - som så giver, at der er en gennemsnitlig stigning på 20 grader. Og
da vi flere steder også kørte vandret - så var de stejleste steder MEGET stejle.
Jeg vover påstanden at vi var oppe på 45 grader flere steder. Vi stod i
bogstaveligste forstand på hovedet :-)
Helt
mærkeligt at komme ud på "almindelige" stigninger igen.
Frokosten indtog vi i "Meltina" - super mad - og den bedste Radler jeg har
smagt. Og så er der jo naturligvis et "Museo
dei Fossili" (fossil-museum) - det borger jo også for kvaliteten.
Eftermiddagskaffen
blev indtaget - ikke "Unter den Linden" - men derimod under kastanietræet på
stationen i "Klobenstein"
Selv perronerne maler de i Italien - men toget kørte kun i højsæsonen, så det
måtte vi tænke os til.
Hjemturen til Natz ville egentlig have været ganske begivenhedsløs hvis ikke:
At vi havde kørt lige i udkanten af en tordenbyge de sidste 20 km og
hvis ikke Johannes blev væk - midt inde i Brixen.
Vi blev i øvrigt alle sammen væk inde i Brixen. Det lykkedes os at komme hjem i fire grupper (meget godt klaret, når man tænker på at vi kun var ti af sted :-)
Aftensmaden stod på bestilte Pizzaer - og der var hele syv der dyppede deres maskuline kroppe i swimmingpoolen.
Ellers begyndte de fleste ellers så småt at pakke - den stod jo på hjemtur i morgen :-(
Så
blev de sidste perfekte æg serveret - og det var tid at sige farvel til vores
værtspar - Hr. og fru Baumgartner, som vi nok må sige, havde stået klar hver
gang der var noget vi manglede.
Virkelig et sted, som vi kan anbefale til alle der vil til Dolomitterne.
Og
vejret var jo det bedste man kan forestille sig - Vi havde ikke nogen Yamaha på
slæb mere - og BMW'erne var reduceret til det halve - for Johannes og Jan vendte
allerede snuden hjemad kl. 05.00 (de havde måske ikke flere penge :-)
Vi andre tog lige en dag ekstra - og den benyttede vi til at tage turen op over
Jaufenpass - bare lige for at få det hele med - og nu var det lige før vi kendte
vejen - både op og ned.
Og
derefter stod Timmelsjoch for tur - men der var lige kommet et stenskred på
tværs - men hvis vi lige ventede en halv time - så ville vejen være åben igen.
Heldigvis kom vi til at holde (næsten) forrest - og i en tunnel - så vi sad
næsten på speederen da der blev åbnet igen.
Det
havde så den fordel, at der kun var andre motorcykler på vejen (bilerne måtte
pænt vente :-).
Så derfor - en herlig opkørsel - og i det skønneste vejr man kan forestille sig.
Og nu fik vi rigtig set Timmelsjoch (sammenlign lige med de første billeder)
Nedkørslen i Østrig er intet at regne i forhold til den italienske side - det går stille og roligt nedad igennem Ötztall. Sulten begyndte dog efterhånden at melde sig - vi havde faktisk heller ikke fået vores "formiddagskaffeetellerandetting" - så da vi spottede et hyggeligt sted i Tumpen - ja så drejede vi naturligvis ind der. Men ak - Tumpen serverede ikke mad - så vi trillede lige så stille videre nedad - og så var den der:
Turen op over Fernpass gik fint - vi lå i en lang kø - så det foregik stille og roligt. Og så var der jo ikke langt til vi nåede motorvejen - det vil sige - strækningen fra Fernpass til motorvejen føles mindst ti gange så lang, som den gjorde på vejen ned - og så gør det jo ikke bedre at de forankørende bestod af lokal-bussen, afløst af diverse markredskaber.
Men
den der ager med stude, kommer jo også frem - og vi nåede da også rettidigt frem
til at indtage "Den sidste nadver".
Og hvilken en - der blev smovset i oksemørbrad og bananasplit til den store guldmedalje.
Og
så kom drikkepengene rigtig frem :-)
For slet ikke at tale om weissbier'erne - måske skulle vi ikke have haft de sidste fire :-)
Men en herlig aften under den gamle måne i Rothenburg.
Hjemturen
stod jo på 900 km tysk motorvej - men i modsætning til turen ned - så føles det
hurtigere - navnene på skiltene virker også mere og mere hjemlige efterhånden
som vi kommer nordpå.
Ikke de store oplevelser (ahh - lige en enkelt der løb tør :-) - og så lige sheikens private speedbåde - 3 stk. må vel være nok - naturligvis fra Dubai :-)
Det
er ikke nemt at sige farvel og tak - så skal vi ikke bare lade skiltet her blive
stående lidt:
"Auf Wiedersehn" - på gensyn - til næste år.
Således oplevet
