Dargaville - Vestkysten og Kauri skovene

Hvad kan man opleve i Dargaville? Intet - absolut intet - men vi havde valgt stedet fordi det lå på vejen op nordpå - tilpas langt nordpå og alligevel ikke længere end vi kunne klare at køre efter 1½ døgn i en flyvemaskine.

Og så var der jo alligevel noget at kigge på. Vestkysten var som en drøm - en 100 km lang strand men det Tasmanske hav lige udenfor døren.

Det er også her at resterne af de store Kauri skove ligger.

Imellem Dargaville og Hokianga Harbour ligger der flere områder med Kauri træer. Alle steder går man rundt i området på gangstier, der er hævet over jorden.

Årsagen er at Kauri træernes rødder er utrolig sårbare - så man kan faktisk slå et træ ihjel ved "at træde det over tæerne"

Og de er imponerende. Sådan er "fyr" her er typisk omkring tusind år gammel. Træet er næsten udryddet da både Maorier og Kiwier (englænderne) fældede og brugte træerne.

Kauri træet er meget langsomt voksende, men man har fredet de eksisterende og også sikret fremtiden med nye træer.

Og store er de - se lige denne væltede kæmpe med en diameter på omkring 2 meter.

Udover Kauri træer er der i øvrigt et væld af (for os) fremmede træer. Palmer eller "Fern" som de kaldes gror overalt på den nordlige del af øen.

Men selvom vi syntes de var store, så havde vi en overraskelse tilgode.

Her er den så - en af skovens virkelige kæmper.

Vi havde hørt om den - så vi bevægede os igennem skoven (på stier) og så mange af de store træer (2 meter i diameter) indtil vi rundede et hjørne - og så stod det pludselig foran os - badet i sollyset, som var der var sat en projektør på.

Læg lige mærke til menneskerne nederst i højre hjørne.

Te Matua Ngahere (Skovens fader) med en omkreds på 16,41 meter - altså en diameter på hele 5,22 meter.

Forestil dig at stå foran så stort et træ. Man fatter det slet ikke - det er så stort, at selv de andre store træer vi havde set, pludselig virkede meget små.

Og så har de en helt speciel bark.

Læg mærke til de store "skæl" som barken består af - og læg også mærke til de steder hvor der ikke er nogen.

Den smider simpelthen barken af i skaller - se faktisk ud som om den skaller.

I dag bruges Kauri træet i forbindelse med fremstillingen af forskellige brugsting. Og som det ses af billedet også til at fremstille souvenirs.

Vi købte selv et par flaskebakker af Kauri træ (altså en brugsting) men ellers laves der en masse smykker og figurer af træet.

Men check lige en butik - men sådan så mange huse ud i det område.

Ude ved selve vestkysten lå "Baylys Beach" - et af mange små steder hvor man kunne nyde havet og klitterne.

Dette er vitterlig det man kan kalde "Dødens gab" (hejen er nemlig død) - men ellers er den ikke særlig stor vel ca. 70 cm, så helt så skræk indjagende er den ikke.

Da jeg var ude at svømme (læs: tumle rundt i brændingen) svømmede der pludselig en rokke lige forbi mig - jeg vil skyde den til at have været ca 60-70 cm i vingefang.

Jo jo - det var spændende sådan at bade i fremmede vande.

I Baylys Beach kan man også opleve "Funky Fish" - et fantastisk spisested. Og hvis du ønsker at indtage en lækker fiskemiddag her - så skal du huske at bestille bord - For selvom det ligger udenfor lands lov og ret - så er der fulde huse hver aften.

Men det er ikke kun maden der er god - det er udsmykningen også.
Se lige de næste tre billeder - det ser man ikke hver dag.

Efter Kauri skovene og vestkysten tog vi en enkelt overnatning i Omapere ved Hokianga Harbour.
(synes du at det er nogle underlige navne de har - så prøv om du kan udtale dem :-)

Omapere ligger lige ud til Hokianga Harbour - og der er simpelthen en udsigt som man ikke kan finde herhjemme. Og så ligger priserne på husene i omegnen af 400 - 500 tusind kroner.

Så her nød vi både en lille slapper - og nok en herlig middag på det lokale hotel.

(det er altså udsigten fra vores værelse du har her - mums)

Nå men det var så blot de tre første overnatninger - men allerede nu havde vi oplevet utrolig meget - og også blevet noget solskoldede (hvilket jo også fremgår af min pande :-) - selvom jeg vil påstå, at det er den røde farve på min polo der giver et genskin.

Kulturen - New Zealands vugge

Lige nord for Paihia ligger Waitangi Treaty Grounds, hvor fredsaftalen mellem Englænderne og Maorierne blev indgået.

Traktaten blev indgået 6. februar 1840 mellem de engelske repræsentanter og flere Maori høvdinge - heriblandt den navnkundige Hone Heke.

Originaldokumenterne findes stadig - både i en engelsk og en Maori version.

Umiddelbart ved siden af "Treaty House" ligger "Whare Runanga" Maoriernes hus. Her trak Maorierne (høvdingene) sig tilbage når de skulle blive enige (tænk på at der var utrolig mange stammer).

En utrolig flot bygning - udsmykket i traditionel Maori stil - både udvendig og indvendig. Du kan sagtens komme ind i det - men selvfølgelig barfodet, så du er i kontakt med jorden.

New Zealand fik også sit eget flag (det var det til venstre) - det blev dog senere ændret til det det er i dag (i toppen).

Maorierne har dog nu valgt at lade det oprindelige flag være deres flag.

Maoriernes store kano eksisterer skam stadig - og bruges hvert år i forbindelse med traktatsdagen.

Den er kæmpestor - og der skal 500 mand til at sætte den i søen.

Ikke langt fra Treaty Ground ligger Mt. Bledsoe - hvorfra der er en flot udsigt ud over Bay of Island - og hvor der også er et sjovt gammelt "kompas", der viser retningen og afstanden til forskellige steder på jorden.

Mangroven - i kajak på Waitangi River

Allerede den første dag i "Bay of Island" kom vi forbi kajak udlejningen ved udmundingen af Waitangi River - og der stod at man kunne komme på en kajak tur ud i mangroven og padle op til Hururu vandfaldet.

Så vi bestilte en tur til dagen efter. Og det med afgang kl. 13.00 - for der var det højvande (ellers kan man ikke komme ind i mangroven).
Der er ca. 1½ meters forskel på flod og ebbe i dette område.

Allerede dagen før havde vi været forbi Hururu vandfaldet:

Så det kunne jo være spændende at se det nedefra i kajak.

Mangroven er jo et meget specielt område - nemlig der hvor tidevandet (saltvandet) oversvømmer et større område.

Og det er meget få planter/træer der kan leve her - nemlig mangrovetræet. Det har udviklet evnen til at få næring fra vandet (jordbunden er utrolig næringsfattig). Det betyder så også at det vokser utrolig langsomt - ca. 1/4 af normale træer.

Vi roede i en dobbelt kajak - og det utrolig spændende at komme helt tæt hen til vandfaldet (kun 10 meter fra)

Kort før vandfaldet (vi havde padlet i ca. 1½ time op ad floden) gjorde vi et kort holdt, hvor der var te/kaffe og bisquits.

Og på den korte id vi var der, var tidevandet ved at trække sig tilbage - læg mærke til afstanden mellem fisken og vandkanten.

Turen tilbage gik noget lettere da vi havde tidevandet med os :-)

Og nu vi er ved vandfald - så var der et pragtfuldt et af slagsen - nemlig Rainbow Falls på Kerikeri River. Så vi var på en tur med vort værtspar henne og se det.

Læg mærke til den store hule, der er bag vandfaldet (der var vi ikke :-)

Swim with the Dolphins

Allerede inden vi kom ombord blev der taget et billede af os - og forventningerne var også skruet helt op da vi to dage før købte billetterne (til 115 NZD pr. stk.)

Vi havde også været rundt i forskellige forretninger for at få fat i et undervands-engangs-kamera - og det var da også lykkedes - så nu var vi klar til "Dolphin Adventure" med "Fullers".

Nu er det jo ikke sådan at sådan nogle delfiner er meget territoriale - så derfor var det jo et spørgsmål om at finde dem først. Og man skal lede længe efter et skønnere sted end Bay of Island at lede - så vi satte ud på en skøn sejltur blandt alle de mange øer - og så var de der:

Så ud og ligge på maven i stævnen af skibet - med ansigtet 30 cm over vandoverfladen - og så ellers se delfinerne komme helt op til overfladen - dreje sig rundt på maven og kigge op på hvad det er for en "fisk" der ligger der og kigger ned på dem.

Imponerende at se hvor adrætte de store dyr de er (de voksne vejer op til 300 kg).

Og selvom vi sejler med en "fornuftig" fart, så bevæger de sig næsten ikke for at følge med.

Der kan vi altså ikke være med

Man kan slet ikke blive træt af studere dem når de svømmer tæt omkring båden - og hvor let de som ingenting pludselig sætter fart på og på et øjeblik er et godt stykke foran båden.
Og at delfiner er legesyge fik vi flere beviser på.

Der var specielt en fire stykker som viste hvordan man hopper ud af vandet - men det er faktisk svært at fange med kameraet - så jeg har utrolig mange billede af vand der plasker (efter de er forsvundet) - men et enkelt blev det da til :-)

Og så var der lige det der med de der undervandsbilleder - men ak - den gik ikke.
Flokken - der bestod af omkring 30 delfiner havde unger (vi talte 3 små unger på en meters penge). Og når de har unger er det ikke tilladt at dykke med dem, da det kan forstyrre ungerne så de ikke får den mad de skal have - for slet ikke at tale om, at moderen godt kan være meget aggressiv.

Så NEJ - ingen undervandsbilleder.

Vi prøvede at finde en anden flok - men fandt ingen.

Til gengæld kom vi forbi et par pingviner. Jo-Jo den er god nok. Normalt forbinder man pingviner med Antarktis og isbjerge, men der er skam pingviner i de New Zealandske farvande - nemlig den blå dværgpingvin. Og stor er den ikke.

Dværgpingvin (Eudyptula minor)
Dværgpingviner er ca. 40 cm høje og vejer 0,9-1,1 kg. Dværgpingviner har deres egen slægt og tilhører gruppen af dykkerpingviner. De lever i de varmere vande langs kysterne ved syd Australien, Tasmanien og New Zealand. Dværgpingvinen er den mindste af alle pingvinarter. De er hvide på bugen og blå/grå på ryggen. Om dagen jager dværg pingvinerne føde i havet, og når det bliver mørkt vender de tilbage til deres huler på land, som godt kan ligge op til halvanden kilometer inde på land. Man ser sjældent dværgpingviner, men man mener at der i dag er omkring 500.000 ynglepar.

Sidst på dagen var vi heldige at støde på suler, der dykkede efter fisk.

Det var et flot syn at se disse store fugle komme flyvende i ca. 30 meters højde - standse lidt op i luften - spejdende efter fisk - for derefter sætte kurs direkte mod vandet og i sidste øjeblik folde vingerne helt ned langs med kroppen og dykke ned efter en fisk.

Vi sluttede sejlturen med at sejle ind til en af øerne og dér fik vi da mulighed for at tage en tur i vandet - så med lidt god vilje kunne man jo godt sige at vi svømmede med delfiner (de var jo godt flere sømil væk) - men skønt var det.

Russel og Kawakawa

Russel var engang hovedstaden i New Zealand - men efter et sammenstød mellem Maurier og Kiwier i 1841 fik den frataget sin status og nogle år efter flyttede de sidste fra Russel.
Og lad mig sige det med det samme - der er intet at komme efter i Russel - bortset fra nogle flotte gamle træbygninger langs med havnen og en "Souvenirbutik" hvor priserne ligger imellem 1.000 og 20.000 NZD (du skal gange med fire) - og en fin udsigt til Paihia.

Ah - der er et flot udsigtspunkt, hvor du kan se hele Bay of Island.
Og heroppe er der et kæmpe solur med bugten, øerne og byerne indlagt. Og så kan man jo se hvad klokken er - tror man - for på mit ur var den 12.00 - men soluret viste 10.30. Én time kan jo forklares med at de havde sommertid - og så det viste sig at NZ for over hundrede år siden besluttede at flytte uret ½ time i forhold til hvor de rent faktisk ligger rent geografisk.

Umiddelbart i nærheden af Russel var der dog også en udmærket badestrand - og her forsøgte jeg at finde nogle Paua-shells - men så skulle det have været ebbe. (Du kan læse mere om disse muslinger på siden om Wellington).

Nå - det var Russel - så vi tog en køretur til Kawakawa - som kun har to ting at prale af: En jernbane og et offentligt toilet !!!

Hvor interessant - men det er det faktisk. Kawakawa er en typisk by i den nordlige del af NZ (de minder om byerne i en gammel westernfilm med store facader og og et skur bagved).
Men så er der lige toilettet midt på hovedgaden (læs den eneste gade i byen). Det er bygget af indbyggerne under ledelse af den østrigske kunstner Friedrich Hundertwasser i periode 1997 - 10. december 1999, hvor det stod færdigt.

Når du ser på billederne, så skal du virkelig lægge mærke til alle detaljerne på gulvet, væggene og søjlerne - ja selv det træ, som går op gennem taget.
Der er ikke et eneste sted, hvor man ikke overraskes af et eller andet.
Men her en lille tur på herretoilettet:

Hundertwasser døde umiddelbart efter at toilettet stod færdigt.
Faktisk hed han Friedrich Stowasser - men senere tog han også navnene Friedenreich, Regentag, Dunkelbunt og så naturligvis navnet Hundertwasser (man er vel kunstner :-)
Og når man nu skal dø (han var født i 1928) - ja så kan jo lige så godt gøre det på en rejse til Europa ombord på den navnkundige luksusliner QE2 :-)

Hvis du ikke lige mærke til det på toilettet, så kan du også se det her på hans hus - nemlig træer og buske på taget.

Huset er i dag en butik, hvor man kan købe ting designet af Hundertwasser - men desværre lukkede den lige da vi kom - så vi må nøjes med billederne.

Og så var der det med jernbanen. I sommerperioden kører der et damptog imellem Kawakawa og Opua - og selvfølgelig går togskinnerne midt ned igennem hovedgaden i Kawakawa (vi var der på en hverdag - så det missede vi også - PYT)

Coromandel halvøen

Efter opholdet i Bay of Island kørte vi sydpå - forbi Auckland - og derefter østpå til halvøen Coromandel.

Vi havde egentlig tænkt på, at skulle bade og op og kravle på en lille vulkan og se et vandfald - men det blev "kun" til ren afslapning ved vandet.

Vi boede i byen Pauanui, som er byen hvor MAN har sit sommerhus, når man hører til de rige fra Auckland. Her har man også sin Yacht liggende i baghaven (for der er gravet kanaler mellem gaderne så det kan lade sig gøre) - og man flyver selvfølgelig dertil i sit lille privatfly (for flyvepladsen ligger jo kun 10 minutters gang fra huset - men hvem gider gå - når 4-hjulstrækkeren holder ved lufthavnen :-)

Når man sådan sidder på en bænk og kigger ned på stranden, så kan man godt blive lidt imponeret. Her kan Vesterhavets bølger godt gå hen og lægge sig. Små smukke øer er altid i horisonten - vandet er 22 grader varmt - og hvad er der så lige på den anden side af øerne.

Ja der ligger da Sydamerika - altså lige 10.000 km ude :-)

Klog af skade (fra de første dage), så bærer man altså sin hat, når man altså ikke lige bader.

Og da vi så var på vej ud - så blev vi lige kontaktet - for dér badede man kun én gang, så tog understrømmen én.

Og man skal vitterlig tage sig i agt.

Understrømmen er utrolig stærk - når bølger slår ind på stranden, så slår de 30-50 meter op - og når alt det vand skal ud igen, så er det faktisk svært at stå fast (selvom det kun er 30-40 cm dybt). Og når man så er ude hvor det går en til navlen, så mærker man virkelig kræfterne - du bliver tumlet omkring.

Efter besøget på den lokale strand, tog vi til "Hot water Beach", hvor vi udstyret med en skovl gik på jagt efter de termiske kilder, som kommer op igennem sandet. Det er 70 grader varmt varmt fra undergrunden, som strømmer op gennem strandsandet.

Og vi fandt det - læg lige mærke til hende ved siden af mig - hun har lige fundet det - og det er MEGET varmt.

Men her var der badning FORBUDT - ikke på grund af det varme vand, men derimod p.g.a. understrømmen.

Men vi havde hørt om et sted, hvor der virkelig var værd at bade - nemlig ved "Cathedral Cove".

Det ligger ved Hahei kun otte km fra Hot water Beach - og når man kommer til Hahei, kan man godt blive fristet til at blive her - for det ser altså indbydende ud - specielt når man tænker på at det tager 1½ time at vandre til Cathedral Cove.

Men efterhånden som vi nærmede os (det er en halv bjergvandring i 30 graders varme) så kunne vi godt se, at der ventede os noget helt specielt.

Mangen til vandretur skal man lede længe efter - utrolig flot udsigt over kysten.

Og så nåede vi stranden ved Cathedral Cove. Og her går du fra den ene strand til den anden ved at gå igennem hulerne som er i klipperne, der ellers adskiller strandene. Og de er stor - meget store - og dejlig kølige, når man ellers er på en strand der er meget varm :-)

Vi badede meget længe her - det var simpelthen pragtfuldt. Bølgerne tilpas store - og her var det også muligt at svømme ud hvor man ikke kunne bunde - uden at skulle tænke på understrøm.
Husk at tage drikkevarer med (der er ikke noget ishus her - og 1½ time til det nærmeste :-)

Så hvis du vil finde den bedste badestrand (både hvad angår vand, strand og natur) så er Cathedral Cove et rigtig godt bud på at det ikke kan blive bedre.

Rotorua

Sådan boede vi i Rotorua - på ikke mindre end "Westminster Lodge".

Og det er ligeså godt som det ser ud.

Her får man et ægte engelsk morgenmåltid - med alt hvad det indebærer - og er der ikke lige det man ønsker - så kan man jo bare bede om det.

Westminster Lodge ligger i udkanten af Rotorua lidt oppe ad Mountain Road - og det er slet ikke så ringe - for når du kommer ned i selve byen - så stinker det af rådne æg.

For der er nemlig to ting som Rotorua er berømt for:

• Deres termiske undergrund (og det er den der stinker)
• Hovedbyen for Maorierne (de polynesiske indbyggere)

Men begge disse ting kan du læse om på de underliggende sider (der er to om de termiske områder - "Te Puia" der ligger meget tæt på centrum - og "Wai-O-Tapu" der ligger ca. 30 km syd for byen).

Men tilbage til Rotorua by - og den mest berømte bygning - Museet - som tidligere var et Bad - ja du læste rigtigt - altså et bad, hvor du kan bade i de mineralske bade, der er naturligt opvarmet af undergrunden.

Og Bente stå jo lige midt i det hele - foran museet - op ad en Mauri figur - og lige til højre (kan ikke ses) en boblende mudderpøl. Så du må tænke dig til stanken (som man dog utroligt nok vænner sig til).

Og her er det så - det er altså flot - og for at det nu skal være rigtig engelsk - så spilles der bowling (det kalder de det) og cricket på plænerne foran.

Og selvfølgelig er de klædt i hvidt tropetøj - man er vel rigtig englænder.

Hele området (og byen) er i det hele taget meget engelsk præget - vel også telefonboksene.

Man kan godt unde sig selv at sætte noget tid af til at spadsere rundt i centrum af Rotorua - den er speciel.

Men husk - den lugter :-)

Da vi kom ved til søen stiftede vi for alvor bekendtskab med den termiske undergrund - og man skal ikke tage fejl af advarselsskiltene - det er hot nednunder.
Faktisk ligger Rotorua oven på en Caldera - altså et kæmpe stort lavaområde (som eksploderer - på et tidspunkt :-)

Men ellers - går man langs søen og parken kan man også opleve lidt anderledes fugle end i Danmark:

Så vi brugte eftermiddagen hvor vi kom til Rotora til at slentre rundt og se selve byen.

Men tilbage på Westminsterlodge hvor vi havde vores egen værelse i sidebygningen - og hvor vi da også indtog en middag udenfor - indkøbt i "Indian Star" - en lækker Indisk restaurant - og tro mig - hvis undergrunden er hot - så er den indiske mad det også :-)

Men husk nu - se også de tre undersider - de er det hele værd.

Maori - Mitai

Maori er navnet på de indfødte (stammer oprindelig fra Polynesien) og Mitai er navnet på en af de Mauri familier, der bor i Rtorua - og som laver kulturelle aftener - og hvis du skal opleve det (og det skal du) - så skal du vælge dem.

Her får du meget med dig hjem - et show - ja - men ikke kun det - de giver dig en indsigt i deres kultur - og hvad det er, som de værdsætter i livet.

Du bliver i bogstaveligste forstand taget med ud i bushen, hvor de viser dig nogle af deres værdier.

Vi blev hentet i en minibus - med en chauffør, som du aldrig har set magen til før. Det viste sig at hun samtidig var vores guide igennem hele aftenen - og hun var en fantastisk fortæller - og samtidig et menneske med et enormt stort hjerte.

På det første billede fortæller hun om den mad som vi skal have lidt senere på aftenen (på engelsk). Den er tilberedt i en "Hangi" - en jordovn - og består af New Zealandsk Lam og kylling med bl.a. "Rewai" (kartofler) og "Kumara" - en særlig sød kartoffel (du kan se det hele på billederne).
På det sidste billede beder hun over maden (på Mauri) - og det foregår i et toneleje, hvor vi nok ville sige at hun råber :-)

Derefter gik vi ud i bushen - et pragtfuldt område med vandløb, vandfald - og utrolig kuperet terræn.
Og pludselig kom "krigerne" hjem i deres "Waka" (krigskano), hvor de samtidig sang og viste dig hvordan man styrer sådan en kano på en flod - super

Videre i bushen kom vi til indgangen af deres "boplads".
Det hele er som det var engang (den moderne Maori bor skam helt almindeligt i dag - med hus og bil :-) Men jeg lover dig - det bragte dig i den helt rigtige stemning.

Her startede "showet" med at familiens overhoved bød de fremmede velkommen. Det er en meget voldsom velkomst der venter - og mens han danser smider han en kvist foran "de fremmede" (os) - og hvis den bliver samlet op - så har man modtaget velkomsten - og så er alt fred og idyl. Men hvis man ikke tager den op - så er vi på krigsstien.
Efter velkomsten så slår han over i engelsk og siger at nu kan vi godt tage det roligt - faktisk så har han en fantastisk humor - det skal opleves.

Under hele seancen får vi en opvisning i mange af deres ceremonielle danse - og får også en forklaring på hvad de betyder.
Mindst lige så interessant er det at høre om, hvad deres tatoveringer betyder og står for - for slet ikke at tale om gennemgangen af deres forskellige våben.
Så kommer du til Rotorua - så skal du unde dig selv at opleve en aften i selskab med familien Mitai.

Bagefter spiste vi - og det var det suverænt bedste måltid vi fik under hele vort ophold på New Zealand (rødvinen var også fremragende :-)

Te-Puia - termisk område i Rotorua

Lige når man kommer ud til området ser det ikke ud af noget særligt (men det lugter :-) - men man kan da godt se at der sker noget, som er lidt ud over det sædvanlige.
Mærkeligt sådan at se at det damper op fra buskadset - sådan hist og pist.

Men man skal ikke ret langt før der virkelig sker noget. Denne geyser springer 2-3 gange i timen (selvom der faktisk var gang i den i al den tid vi var der) - og der er virkelig knald på. Man skal forestille sig en brandslange i overstørrelse der sprøjter kogende vand igennem to rør - time efter time.
Det var faktisk svært at gå videre - det er meget fascinerende at se naturens kræfter udfolde sig på den måde.

Jeg tog (eller rettere Bente gjorde (jeg filmede)) mange billeder - og det var også fantastisk - på de tre ovenstående har vi prøvet at illustrere alle de farver der er fra de forskellige mineraler der følger med op fra dybet. Læg også mærke til at det varme vand løber ned og blander sig med vandet i den lille flod.
Da vi havde gået hele parken rundt - måtte vi lige hen og se det hele en gang til :-)

Men der var jo andet end geysere - hvad med denne "Blue Pool".
Eller skulle jeg hellere kalde den for badesøen. Før i tiden blev den faktisk brugt til at bade i - bl.a. p.g.a. de mange mineraler der er i vandet - som jo skulle have en helbredende vikning på stort set alt :-)
Det kan man ikke mere - for der er kommet så mengen aktivitet rundt om søen at det er for farligt at komme hen til den.

På det første billede har du geyseren (igen) - men det er jo lidt mere spændende, når man tænker på at den ligger midt i byen - se blot hvor tæt den ligger på de nærmeste huse.
Og der kommer altså noget op overalt hvor man går.

Men det er ikke kun rent vand alt sammen - boblende mudderpøle og stinkende vandhuller er der overalt.
Og hvad der gør det særlig interessant er alle de farver som der er.
Og farverne har jo noget at gøre med hvad det er for mineraler der følger med.

Et lidt mere muntert indslag er i dette vandhul, hvor vardet ligger lige på kogepunktet.
Her har man lavet en "majs-bar" - forstået på den måde, at man kunne komme hen og få en kogt majskolbe, der er kogt i vandet i søen.

Jeg smagte det ikke (jeg er ikke vild med majs) - og det eneste Bente havde at klage over var, at de havde fået for meget :-)

Wai-O-Tapu (Champagnesøen)

New Zealands største geyser ligger her i Wai-O-Tapu - men den skal hjælpes. Så hver dag kl. 10.15 kommer der en og hælder sæbepulver ned i den.
På den måde kan han få den i gang - for ellers ville den kun springe med 2½ dags mellemrum - lidt snyd

Men det er heller ikke den at området er mest kendt for. Det er nok champagne søen. En så på 62 meter i diameter og en dybde på 70 meter. Og så ikke mindst berømt på grund af sine fantastiske farver - og det at den bobler ligesom champagne.
Så derfor har jeg da også taget en masse billeder rundt om søen - så du kan få et lille indtryk af hvor fantastisk den er.

Nogle af billederne viser rigtig godt hvordan den bobler som champagne.
Og smuk er den - men det er lige som om at jo smukkere det er - des værre stinker det. Når dampene tog til - og vinden bar den hen imod dig - så var det som at være det rådne æg i en sauna.

Men der var mange andre forskellige - store og små imellem hinanden - og mange gange så var de små de sjoveste.
Det er svært at gengive på billeder - så derfor filmede jeg også ivrigt, så man på den måde kunne gengive den aktivitet der var alle steder.

På resten af siden har jeg forsøgt at samle lidt forskellige billeder, der viser HVOR varieret landskabet var. Hver gang du rundede et hjørne, så var der nye og spændende ting at se - nye farver (nye lugte) - tænk hvad det er man går lige oven over.

Djævlens badekar - og andre fantasifulde navne havde de givet de forskellige steder - og det kan man jo egentlig godt forstå.

Hvis du kun vil ofre til på at se et termisk område - så skal du vælge dette her - for bortset fra geyseren - så er der klart mere at se på i dette område.

Men du SKAL vælge mindst et område.

Ruapehu - På vulkanens top

Ruapehu er navnet på det højeste punkt på nordøen. Det er samtidig også navnet på en vulkan - endda en rigtig aktiv en af slagsen. Med sine 2.797 meter er der en fantastisk udsigt fra toppen - faktsik kan du se hele nordøen (i godt vejr :-)

På billedet ser du også Chateau Tongariro - et gammelt engelsk hotel fra 1929. Og her boede vi (det er smådyrt) - og det er vitterlig holdt i gammel stil - jeg vil vove den påstand at selv edderkoppespindene i hjørnerne også er fra 1929 :-)

Forventningerne til en tur op på vulkanen var kæmpestore - men af en eller anden årsag skulle vi have vores eneste dårlige dag her.
Og når sigtbarheden er lav - så bliver humøret det også.

Vi kørte dog så langt op vi kunne - til "Whakapapa Base Area" og her mødte os et syn, hvor sigtbarheden var ca. 20 meter. Og hvad man ikke kan se på billedet - vindhastigheden er 150 km/t.

Så vi tog på en lille tur i omegnen af Ruapehu - hvor vi fandt en masse vand.

Noget af det var meget fint - se blot vandfaldet - men andet vand var ikke særlig spændende - nemlig det der kom ned fra oven :-(

Nå efter regn kommer sol - og det gjorde den så på andendagen - og med solen kom også smilet frem.

Læg selvfølgelig mærke til den bænk som Bente sidder på - men læg også mærke til den lille note der er hængt på skiltet (advarsel om færden nær vulkanen) - og læg så endelig mærke til det smil der er kommet frem på os begge to :-)

Så da liften (skilift om vinteren) åbnede - så var vi de første til at indtage den øverste bjergstation - og nu var vi for alvor over de skyer der stadig lå over hele nordøen.

Og her var den så - toppen af Ruapehu. Det var "bare" der vi skulle op.
Men når vejret er sådan - så har man virkelig fået blod på tanden.

Et par berømte tinder på vejen - jeg mener de kalder dem "Penegals" - måtte lige foreviges - så derfor lige et par billeder som de ser ud mens vi "treckede" forbi dem:

Når man ser vejen op - sådan lidt på afstand, så ser det meget tilforladeligt ud - men det er altså noget arrigt noget at vandre i. Der hvor der ikke er klipper, der er der vulkansk aske - og det er ligesom at gå i sand - bare en strand der er vippet 45 grader :-) Kan du finde Bente?

Efter en times tid er vi også klart over skyerne - og pludselig kommer vi over en bjergkam - og kan se "den anden side".

Og så kommer der en helt fantastisk udsigt til syne - nu har du udsigten til begge sider.

Og udsigt er der - jeg pralede af at du kan se hele nordøen (i klart vejr) - men vi oplevede lidt af det.

På dette billede kan du se Mt. Egmont (2.518 meter høj). Og hvad der er lidt specielt er at den lille 15o km væk (i fugleflugtslinie).

Men den var høj nok til også lige at titte op over skyerne.

Selvom det første stykke gik over stok aske og sten, så var det rimelig nemt - men da vi nåede helt op, begyndte det virkelig at ligne bjergbestigning.
Men udsigten var det hele værd - tænk at kunne ned på en vulkan - endda en af dem, der også ligner en: "Ngauruhoe"

Så efter to timer opad besluttede vi at her sluttede vores tur - kun 50 meter fra toppen - men vi var ikke lige indstillet på at skulle klatre i bjergene.
Klipperne her var så "skøre" at vi kunne brække stumper af, når vi tog ordentlig fat - og det skulle jo gerne være en fornøjelse :-)

Så derfor - disse billeder er taget næsten på toppen af Ruapehu. Vi vidste godt at der på den anden side af toppen var en kratersø - men det skulle altså ikke lige være denne gang.
Senere viste det sig, at der var en anden vej til toppen - det må blive næste gang.

På vejen ned kunne vi ikke dy os for at muntre os i sneen (en enkelt snebold blev det da også til :-)
O g da vinden havde lagt sig helt - og det nu var midt på eftermiddagen - så var det også lækkert varmt.

Så derfor skulle tæerne også lige køles ned - og det blev de. Vandet i de små vandløb er isnende koldt (det kommer jo også lige ud af de små gletsjere.
Hvad man ikke kan se på det andet billede er at øllet også var dejligt køligt.

Helt nede igen - var det tid til at kigge tilbage - eller rettere op.

Og på dette billede kan du se hvor langt vi nåede - og også se, at der netop der hvor vi var, var en pukkel, som ikke bare lige var til at passere (for os - på det tidspunkt :-)

Men vi kan da prale af, at vi var de højeste mennesker på nordøen, da vi var der :-)

Wellington

Tusind tak til jer Einar og Margaret for jeres gæstfrihed under vores ophold i Wellington - vi håber vi kan gøre gengæld til sommer - ikke for at det skal stå "1-1" - men fordi, det var så lækkert at være sammen med jer - tusind tak for det :-)

At vi så også var så heldige at være der til Margarets 70 års fødselsdags party - ja det gjorde blot oplevelsen endnu bedre.

Og billederne fra festen har jeg samlet på en hel side for sig selv:

• Margarets Birthday Party.

Ellers har jeg samlet nogle herlige billeder fra:

• Havehygge, indtryk og udtryk hos Einar og Margaret :-)
• Oplevelser, sæler og Paua Shells ved Turakirae Head.

Havehygge, indtryk og udtryk hos Einar og Margaret

Hvis man skal bo et sted, sågør det jo ikke noget at der også er en smuk udsigt, som man kan nyde i det daglige.

Og søger du sådan et sted - så skal du bare bo hos Einar og Margaret :-)

Og selvom det er i Lower Hutt - så skal du altså lige op, for at komme til huset.

Beliggende lækkert for enden af en blind vej - hvor der er en fred og idyl, som man kan nyde i haven.

Det var faktisk også lidt af en kulinarisk oplevelse - og egentlig er det lidt snyd at køkkenet og grillen får lige meget plads, for det var mest i køkkenet det foregik - det var der Margaret tryllede.
Og var hun tilfreds med bøfferne - ja du kan jo selv komme med et gæt :-)

Når temperaturen er 30 grader - så er det nu ikke så ringe at finde et skyggefuldt sted, hvor man kan nyde en kølig New Zealandsk øl - og få en hyggelig snak om vores fælles aner.
Jeg vil jo vove at påstå, at man godt kan se, at vi er i familie med hinanden - og ikke nok med det - vi har også den samme form for humor og sætter pris på de samme ting i livet. Einar - du må lige huske at komme med nogle facts til siden med stamtræet.

Mens vi var der fik vi jo også lige hilst på Andrew og hans nye kæreste Helen.

Det var jo første gang vi fik hilst på hinanden, så det var rigtig hyggeligt.

Og så havde vi det jo også rigtig sjovt, både da vi satte telte, pavilloner, parasoller, borde og stole op - men også da vi pakkede det hele sammen.

Så selvom det så lidt kaotisk ud på et tidspunkt, så blev det rigtig godt.

Men lad mig lige vise et par billeder fra noget af det som gæsterne ikke lige ser.

Fem store bakker til maden (godt man har en sækkevogn) - for slet ikke at snakke om hvor det er man har gemt de ekstra borde, der skulle bruges :-)

Se det var jo lidt indtryk - og så var der det der med udtryk - og det var simpelthen alle pengene værd at se hvordan tanker og følelser kommer til udtryk :-) se bare her:

Undskyld - Undskyld - Undskyld. Ahh - der er vel også en årsag - når Einar ikke lige gør som Margaret ønsker forventer :-)

Det var ikke kedeligt - det lover jeg dig - der skete hele tiden noget - også når vi bare sad og slappede af.

Fire dage i muntert og hyggeligt lag - det bliver herligt at se jer igen :-)

Da vi havde sat det hele op i haven var der lige tid til at tage en tur ud langs med Wellington Harbour - og selvfølgelig skulle de to "gamle" lige op at kravle - om ikke andet, så bare for at vise at de kan :-)

Det var nu ikke selve klatreturen der var så slem - det var mere det buskads vi skulle kravle igennem - så da vi kom ned igen - skulle vi lige fjerne lidt torne fra de der "Scottish Corse" som buskene hedder (det er nogle arrige nogen :-)

Oplevelser, sæler og Paua Shells ved Turakirae Head

Dagen efter vi kom til Einar og Margaret kørte Einar os ind til Wellington - hvor vi startede med at tage op på et udsigtspunkt med en pragtfuld udsigt over byen og havnen.

Nu gør det det jo heller ikke værre at vejret bare var super. Aftalen var at vi bare tog toget tilbage til Lower Hutt - og det var jo helt fint - så fik vi også lidt motion på tilbageturen.

Derefter tog vi til Den botaniske have, der ligger i centrum af Wellington. Og ved indgangen er der et herligt skilt der kundgør at der er både er noget for øje, næse og sind.

Lad mig være ærlig - det lovede mere end det kunne holde - muligvis fordi blomstrings sæsonen var overstået for de fleste planters vedkommende.

Dog var der stadig gang i rosenhaven og drivhuset med en prægtig samling af xxxxxx.

Haven ligger i et meget kuperet terræn, så også her fik vi motioneret lidt.

I udkanten af haven - med udsigt ned over byen ligger der et observatorium - og en enkelt kanon til at bevogte hovedstaden :-)

I stedet for at gå ned i byen kan man også tage kabelbanen.
Og når man nu er lidt bidt af et galt tog (specielt tandhjulsbaner) så er den faktisk et herligt indslag i de ellers så mangfoldige dieselbusser. Det skal lige siges at der i Wellington også kører Troljebusser.

Dagen efter festen tog Einar os med ud til "Turakirae Head" som er tæt på at være det sydligste punkt på Nordøen. Det startede med at vi kom til at snakke om "Paua Shells" en meget flot musling der lever i havet omkring New Zealand - og Einar og Margaret vidste hvor vi kunne finde dem.

Området omkring Turakirae Head er helt fantastisk - en forreven klippekyst - men som sagt, hvor der er en stor bestand af muslingerne.
Muslingerne hedder "Paua Shell" (Haliotis Iris) - og er en form for Abalone

Men disse muslinger smager godt - specielt når man er en sæl.
Helt eksakt pelssæler. De New Zealandske pelssæler minder mest af alt søløver - for når man ser dem, så bevæger de sig som søløver.

Vi var som sagt ude at kigge efter muslinger mellem klipperne - og man bliver noget forbavset, når der 2 meter foran en er en sæl - lyslevende - og i vild natur.

Og der var ikke en - der var mange. Og hvis vi ikke forstyrrede dem, så blev de faktisk liggende.

På de sidste billede kan du faktisk se hele tre stk. der ligger og hygger sig på klipperne.

Jeg tror, at hvis jeg boede i området, så ville jeg være ude at kigge til dem - TIT :-)

Men det var som sagt muslingeskaller vi var kommet efter - og vi blev heller ikke skuffede. Så vi har hjembragt en lille samling - nogle skal bare smykke - andre vil vi prøve om vi kan lave smykker af.

På vejen hjem fik vi et vue over mod Lower Hutt - og det skulle faktisk være muligt at se Einar og Margarets hus på dette billede - jeg har dog ikke fundet det :-)

En fantastisk hyggelig lille tur - med et fantastisk udbytte (rent oplevelsesmæssigt)

Flyrejsen til New Zealand

Skal vi lige tage de tørre facts først:

Vi har sikkert alle sammen prøvet at flyve på sommerferie til Kreta eller lignende - og det er jo spændende sådan at komme op at flyve - og det tager jo sådan ca. 3-4 timer.

Så er der lidt længere til New Zealand :-)

Umiddelbart forbinder vi nok Australien og New Zealand som en og samme ting - men det er det ikke. Der er ca. 2.500 km Tasmansk hav imellem - og flyveturen fra Auckland til Sydney tager 3½ time.
Men tilbage til rejsen: Her er vi i Frankfurt og kigger på den Quantas maskine som skal bringe os til Sydney.

Opholdet i Singapore er blot en mellemlanding - et ophold på 1½ time (og det dejligt at strække benene). Og Singapore ligger lige på ækvator - og det er varmt (32 grader) og fugtigt - ikke et sted jeg kunne tænke mig at feriere. Derefter er det videre med den samme maskine - men med nyt personale.

Når du flyver fra Danmark til New Zealand så flyver du "mod uret" så vi tog af sted mandag kl. 19.05 og landede i Auckland onsdag kl. 12.25.
Umiddelbart næsten 2 døgn. Det betød også at vi vi oplevede to gange "morgenstund har guld i mund".
På hjemturen tog vi af sted onsdag kl. 13.50 og landede i København torsdag kl. 09.50 - så det var jo kun 3/4 døgn.
Men rent faktisk - så tager turen 32 timer med mellemlandinger (begge veje)

Nu er det ikke meget man ser til de steder der er på turen. Her er dog et billede af kysten ved Australien.
Selve flyvetiden er jo lidt mindre - lad os tage hjemturen: Først 3½ time fra Auckland til Sydney (intet problem) - så 8½ time fra Sydney til Singapore (det er langt - godt med strækkebenpausen) - og så 15 timer fra Singapore til London - i et hug (det er enormt lang tid (ikke så slemt på udturen)) - og endelig 1½ time fra London til Kastrup.

Nåh-ja - så glemte jeg lige 3 timers kørsel fra København til Them (i storm over Storebælt)

Auckland er en sjov by. Der er ca. 1,3 millioner indbyggere i Auckland (4,1 mill i hele NZ). Men de bor stort set alle sammen i parcelhuse - så Aucklands udstrækning er utrolig stor. Det tager noget tid at passere Auckland. Men man er ikke i tvivl om at man er kommet til Maori-land når man ankommer :-)

Efter sådan en tur kunne man godt trænge til et boblebad - men det fik jeg nu ikke - men jeg fik det til gengæld i forbindelse med den sidste overnatning i New Zealand.

Her overnattede vi på et motel i byen "Pukekohe" ca. 30 km syd for Auckland - og jeg lover jer - det var nøjagtig lige så godt som det ser ud :-)

Og det er næsten ikke til at se at vi skal hjem på disse billeder - men nyder altså den sidste morgenmad i New Zealand.
Klokken er otte om morgenen og temperaturen på dette tidspunkt var 24 grader (i skyggen) - så der er vel ikke noget at sige til at vi nyder det.

Og så lige det sidste billede vi tog på turen - et vue over Øresund, Saltholm og Øresundsbroen (den kan anes på billedet)

Og vi landede jo i stormvarsel - så da vi kørte ved Sorø blev Storebæltsbroen lukket for lette køretøjer (vi kørte over den med 70 km/t - og det ruskede godt i det Transporteren). Da vi nåede Brædstrup hørte vi, at den nu var blevet lukket helt - godt at vi nåede hjem inden.

Alt i alt - havde vi en tur, hvor vi så alt det vi ville - og hvad der var det aller vigtigste - vi holdt ferie :-)

Vejene på New Zealand

Dette er i sandhed et helt specielt billede. Det er nemlig et billede af en flersporet vej på New Zealand.

Men på vej ud af Auckland, var der faktisk en motorvej - og udover her - oplevede vi kun en motorvej ved Wellington.

Men også usædvanligt (i forhold til Danmark) - vi kører i venstre side.
Men det tog nu ikke ret lang tid at vænne sig til det.

Så er dette billede mere almindeligt at møde på NZ.

En grøftekant af Agapanthus. Det er jo dem vi møjsommeligt har i krukker (en enkelt en af slagsen) - og som vi husker at sætte indenfor om vinteren.

Og her vokser de bare som ukrudt :-)

Måden vi kom rundt på, var en lejet bil (hos Avis).

Og hvilken bil - en Holden Commodore VE SV6 - en fuldblods, med en motor på 3,8 liter.

Den havde ALT - inklusive lysten til at flytte sig, når man lige skal udenom. (der er 50 i byerne - og 100 udenfor :-)

Og apropos det der med at overhale - så er det da et meget sjovt billede det her - for hvem er det lige der overhaler hvem? :-)

Som sagt - så var det ikke noget problem at køre i venstre side. Det eneste jeg missede en gang imellem, var når jeg fx hurtigt skulle blinke af til venstre. Så viste jeg jo hurtigt af - med det resultat at vinduesviskeren drønede af sted på forruden - alt sidder altså omvendt i højrestyrede biler.

Når man kigger på kortet, så er der røde veje, gule veje og hvide veje. Og de hvide veje på kortet - de er også hvide i virkeligheden - nemlig hvide grusveje.
De røde veje er "Highways" - hovedveje - og skal jeg sammenligne dem med nogle i Danmark - så er det vejen mellem Salten og Brædstrup. De gule veje - de ligner vejen mellem Silkeborg og Gjessø.
Selvfølgelig med den undtagelse at de er mere snoede og bakkede.

Vejene på New Zealand er virkelig gode - snoede og bakkede - men gode (altså de røde og de gule).
Det sidste eksempel er fra hovedvej 4. og som du kan se, så er de ikke vildt store.

Den eneste hovedvej jeg oplevede uden sving, var hovedvej 1, som strækker sig igennem hele nordøen. Den var visse steder helt lige og uden sving.
Men ellers - de New Zealandske veje er perfekte til motorcykel kørsel.
Mærkelig nok så vi ikke mange MC'er - selvom både vejene og vejret indbyder til det. På den anden side - der er næsten heller ikke nogen biler på vejene - vi kunne køre længe uden at møde nogen - undtagen i byerne.

De er virkelig gode til at skilte - Kiwier forude (vi så ingen) - eller i alle sving - her angiver de den anbefalede hastighed - og det er virkelig lækkert - for de fleste gange kan man ikke se udgangen af svinget - og så kan man ud fra skiltet se hvor skarpt svinget er - og det passer.

De har også nogle sjove skilte - hvad siger du til det her "Shoulder Closed" - ja du kan selv gætte hvad det betyder :-)

Andre steder er der pludselig advarsel om en "Single Road Bridge" - og det betyder bare, at nu bliver hovedvejen altså ensporet over broen - og så er der et skilt der viser hvem der skal holde tilbage for hvem "Give Way".

På dette kort har du de røde veje (hovedvejene).

Og øverst en tabel der viser hvor langt der er mellem de enkelte steder - og jeg tror de fleste liver overrasket over hvor stort New Zealand er. Fx er der 1.100 km fra Wellington til nordspidsen (Cape Reinga)

De store afstande var da også en medvirkende årsag til at vi "kun" var på nordøen - det skulle jo også være FERIE.

Men som sagt - New Zealand - er motorcykel land. Så kan du undvære en bil - så tag turen på motorcykel. Det tror jeg at jeg vil gøre næste gang :-)

Margaret's Birthday Party

At this page I have gathered some of the many pictures I took at Margaret’s Birthday.

I hope you will enjoy them as much as I did when I saw them again. As a special service for you – the pictures are translated into English J

Yours faithfully – Søren (Einar's Cousin)

 If you also took some Pictures at the Birthday Party – do send them to me – then I will put them on my Homepage.

I am not a professional Photographer – but sometimes I am lucky – and this Picture is absolutely one of my best Pictures (don’t you agree).

Således oplevet