August 2007 - Oberaudorf

Hvor i alverden ligger Oberaudorf - ja det er der nok ikke mange der ved - men sæt dig ind i dytten - og tag motorvejen sydpå forbi Hamborg - Hannover - Kassel - Würzburg - Nürnberg - München - og så lige før (5 km) du når grænsen til Østrig ved Kufstein - så drejer du af motorvejen - og så er du i Oberaudorf.

1.186 km fra Them - med motorvej fra Vejle til 2 km før du er i lejligheden.

 

 

Og som du kan se - så er det den behagelige udgave af motorcykelkørsel som vi valgte - ind i varerummet - spænde fast - og så ellers ud igen når vi er fremme. Uanset hvordan du gør - så vil jeg vove påstanden "at du kan gøre turen på en gang - uden overnatning"

På vejen ned kørte vi kl. fire om morgenen fra Them og var fremme kl. 16.40. Turen hjem gik lidt kvikkere - start kl. 08.20 - og hjemme klokken 19.56. Hjemturen gik i øvrigt via Leipzig - altså udenom Kassel bakkerne - og ja - det er slet ikke så dårligt - syd for Leipzig er det et fantastisk smukt landskab (de kalder det selv det tyske Schweiz) - og det vil også være en fryd at køre på den motorvej på motorcykel. Nå nok om turen frem og tilbage - og her en beretning om hvad man kan foretage sig i omegnen af Oberaudorf.

Kehlstein Haus

Amerikanerne undlod at bombe "Eagles Nest" ved krigens slutning - så Hittlers "Ørnerede" ligger stadig på toppen af "Kehlstein" - med opkørsel fra Berchtesgaden (ikke langt fra Salzburg)

Når man ser billedet så kan man godt huske at man har set Adolf og Eva stå på terrassen - og den er da også bevaret - men nu som en ren restaurant. Og her kan du læse mere om Kehlstein Haus.

Vejret var strålende sol da vi kørte fra Oberaudorf og i løbet af dagen kom der en del varmedis - som du også kan se på billederne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Alpekragen er der ALTID - så når du sidder og spiser - så er den der - og er du heldig spiser den også af hånden - og uanset hvilken top du sidder på - så er den der.

24% - det siger dig måske ikke så meget - men når jeg nu fortæller at det stigningen på vejen - så kan jeg fortælle dig at det er meget.

8% - 11% - ja sågar 15% støder man tit på - men 24% - det er det højeste jeg er stødt på på mine ture rundt i Alperne - og det er altså stejlt - jeg havde styret at holde i - men Bente måtte virkelig bruge mavemusklerne for at holde sig lodret - spændende :-)

 

 

Turen hjem fra Kehlstein Haus til Oberaudorf blev også spændende. Vi havde snakket om at vi lige skulle fylde benzin på inden vi startede hjemturen - men det blev altså kun ved snakken. Efterhånden som vi kørte hjemad blev det mere og mere truende - skyerne samlede sig til noget der måske godt kunne give lidt vådt fra sig. Og så - samtidig med at de første dråber landede på visiret begyndte Intruderen at hoste og hakke - nu var tanken tom - så ned sidelæns på cyklen og stille hanen om til reserve - nu kunne vi da klare 16 km mere (der er skam en hel liter i reserve på cyklen :-)

Efterhånden som vi kørte tog regnen til - og efter fem kilometer måtte vi ind til siden - der var skybrud - og lyn og torden stod om ørerne på os. Så mens vi stod under et par træer - og tordenen rullede i bjergene - så fandt vi 2-liters-dunken frem med lidt ekstra benzin. Det er mere end spændende at prøve at få fyldt det på tanken mens vi begge hænger ind over for at undgå at tanken bliver fyldt op med regnvand.

Efter en tyve minutters tid kunne vi - nu drivvåde - forsætte ad glatte snoede bjergveje. På vejen hjem stødte vi så på en brandbil der var ved at slukke branden efter et lynnedslag - og lidt efter fem udrykningskøretøjer der var ved at rydde vejen for et jordskred - samtidig med at selve vejen nu var lavet om til et nyt flodleje - jo det er sandelig spændende sådan at være på riverrafting på en VS1400 Intruder iført sit fineste lædertøj med nitter og frynser :-)

Vel hjemme tømte vi vores MC-støvler for vand ned i toiletkummen :-)

SpitzingSee

Dagen efter var det gråt i gråt - og da det også stod på støvregn tog vi VW transporteren vestpå til SpitzingSee.

Turen går op gennem Auerbach Tal - det er virkelig en ægte MC-rute med stort MC - så det måtte vi lige huske på et senere tidspunkt.

Vi parkerede Transporteren ved søen - og efter at have slået paraplyerne op gik vi søen rundt. Det tager en god times tid - og det var da godt at vi selv havde taget drikkevarer med - for der er ingen hyggelige BierStuben åbne når solen ikke skinner :-)

SpitzingSee er i øvrigt et pragtfuldt område - og diverse skilte viste også at det kunne være et besøg værd om vinteren - da det er et rimeligt stort skiområde med både blå, røde og sorte pister.

Turen hjem gik over Kufstein - og lige nord for Kufstein faldt vi over "Blumenwelt Hødnerhof".

Det er simpelthen den største blomsterbutik jeg nogensinde har oplevet. Jeg ved ikke hvor mange haller der er - men det er mange - ja selv et cafeteria er der hvor man fx lige kunne nyde en Apfelstrudel sammen med en "Rüdesheimerkaffee" - altså noget der minder om en Irsk kaffe - bare med "Asbac Uralt" (tysk cognac) i.

Vi købte faktisk også et par planter til vores lille bed der hjemme - og så skulle vi også lige kigge udenfor.

 

 

Tjek lige denne her racer. Jamen den er da slet ikke til at stå for.

Størrelsesmæssigt må det være en 3000 m3 - for den var ca. 3 gange større end en almindelig motorcykel - og så udelukkende bygget op i afskårne blomster.

Men det var ikke den eneste figur.

 

 

 

Der var noget for alle store og små - og altså også for sådan en som mig, der aldrig bliver voksen.

Så selvom vi måtte tage Transporteren - så fik vi jo en dejlig tur ud af det.

 

 

 

Kitzbüheler Horn

Vejret var faktisk til en ny MC-tur - men da støvlerne stadig var fugtige efter vores oplevelse med skybruddet - så tog vi igen Transporteren til Kitzbühel - nærmere bestemt Kitzbüheler Horn.

Du kører næsten helt til toppen - og det skal altså prøves på MC en anden gang.

 

 

 

 

Selve toppen er 1.996 meter høj - og selvfølgelig med en fantastisk udsigt. På den sidste del mod toppen foregår det på gå-ben - og man kan bl.a. gå igennem et lille område hvor man kan se en lille alpeblomsterhave - med en samling af alle mulige alpeblomster - herunder naturligvis også "Leontopodium alpinum" - måske bedre kendt som "Edelweiss". Ud over selve turen og naturen - så er der altså også et herligt spisested på toppen - og når man nu er kørende - så er det meget passende at nyde en "Radler".

 

 

 

En Radler er halvt øl og halvt sodavand - med en procent på 2,9 - og hvis man godt kan lide en lidt syrlig weissbier - så er det omtrent sådan den smager - og det er ikke så dårligt når vejret er godt og Radleren er kølig.

På vejen ned faldt vi lige over en enkelt sten (det er sådan en særhed vi har - vi skal have en sten med fra alle de toppe vi har været på) Og denne gang vejede den 5 kilo - så en halv times gang med den på slæb - men den ser nu godt ud sammen med de blomster, som vi havde anskaffet os dagen i forvejen :-)

Tro mig - samtlige toppe vi har været på er ikke længere så høje som de en gang har været :-)

 

Gerlos Pass

Motorcykelstøvlerne er langt om længe blevet helt tørre igen - og når solen så også står ind igennem "røvballe gardinerne" i køkkenet - så må den simpelthen stå på en MC-tur i grænseområdet mellem Tyskland og Østrig.

Og hvor skulle turen så gå hen - ja der var jo lige den tur op igennem Aurbach Tal som vi tidligere havde taget i Transporteren.

 

 

Og nej - den skuffede ikke. Kun to hårnålesving - men til gengæld den der vej som vi alle går og drømmer om: Harzen veje i dobbelt størrelse - 10-15% stigninger i et fantastisk landskab - med skovbeklædte bjerge, hvor de bare tinder skinner igennem med deres fantastiske klipper. Bløde til skrappe sving i en uendelighed.

Og pludselig kører du ind i Østrig igennem AchenTal langs med AchenSee - en fantastisk oplevelse med søen nedenfor til højre - og klipperne lodret op på din venstre side. Dalen slutter i Jenbach - byen hvor så ZillerTal starter.

ZillerTal er jo nok mest kendt for sit skiløb i Kaltenbach, Zell am Ziller og Maierhofen - og skal ret være ret - så er ZillerTal også bedre om vinteren - for vejen er mere bygget til Skibusser end til Motorcykler.

Men i Zell am Ziller starter opkørslen til Gerlos Pass.

Og så kan skibusserne godt gå hjem og lægge sig igen - nu er vi i motorcyklernes paradis - IGEN.

1.628 meter über das Meer - sådan - med en fantastisk opkørsel og en snoet bjergkørsel op over Gerlos Hohegebiet - det bliver man aldrig træt af.

 

 

Og når man nu er kommet derop - hvad skal man så tage sig til.

Jamen hvad er det lige der står der - en gynge - jamen den må vi da lige prøve - og der er vel ingen der kigger :-)

Jamen er det ikke det livet går ud på - op i et bjergpas på motorcykel i alperne - og tage sig en gyngetur - ja prøv om du kan komme på noget bedre.

 

 

Man kan selvfølgelig også lige vende blikket den anden vej og nyde udsigten - over mod Krimmlervandfaldene. Og ja - det er et billede af virkeligheden - der ser sådan ud.

Og ringere bliver det jo ikke, når man ved at efter otte hårnålesving, så befinder du dig nedenfor vandfaldene. Så som sagt - så gjort - og derefter med 100 km/t igennem dalen til Mittersill.

 

 

 

Mittersill skal man sno sig igennem - og lige holde tungen lige i munden så man kommer op ad bjerget - nordpå mod Kitzbühel. Og det er ikke kedeligt. Det går virkelig opad - og det går stærkt - for vejen er som skabt til MC-kørsel for dem der kan lide at ligge ned i store bløde sving - hele tiden - 30 km (det bliver ved og ved).

Nu skal jeg jo være ærlig (skal jeg ikke? :-) - så stærkt gik det nok heller ikke - for det skete flere gange at man får et lille chok, når de lokale MC'ister kommer drønende udenom en - man er faktisk tæt på bare at stige af cyklen - indtil man opdager at man kører jo selv mellem 80 og 100.

Men der er altså nogen der kører "lidt" stærkere :-)

 

 

En enkelt pause i ny og næ - med udsigt til den sene eftermiddagssol men nogle faldskærmsflyvere, der jo nok nyder det lige så meget som en selv - men oplev det selv - til næste år?

ZugSpitze

Zugspitse - Tysklands højeste bjerg - på 2.962 meter

Jeg havde aldrig været der før - så det skulle prøves. Og lad det være sagt med det samme - det er virkelig en oplevelse - men også en af de lidt mere pebrede - 47 Euro pr. næse - altså næsten 750 gode danske kroner for Bente og jeg - for at komme op på toppen - og ned igen.
(der svarer til ca. 27 weissbier i en Bierstube - hvis man hellere vil det :-)

 

 

 

 

 

 

 

Tjek lige de tre billeder - Svævebanen starter ved siden af "Eibsee" som ligger i 1.000 meters højde - og så går svævebanen ellers i ét stræk op til toppen af Zugspitze. Altså en stigning/optur/nedtur på i alt næsten 2.000 meter (det er altså 20 gange mere end højdeforskellen mellem Himmelbjerget og Julsø hjemme i Silkeborg) - og ja - det er tre billeder af den samme sø - bare set fra starten af turen - midtvejs - og endelig fra toppen.

I dalen var der 28 grader - og ja der er koldt på toppen - ah - men alligevel 10 grader køligere - og hvis du tror at du lander på en bar bjergtop - så tro om igen - der ligger simpelthen et imponerende bygningsværk deroppe - hvor du kan få ALT hvad livet begærer (inklusive det mest fantastiske te-krus du kan forestille dig - og det endda til latterlige pris af 13,80 Euro - jo-jo - det er kommet hjem i samlingen :-)

 

 

 

Du kunne jo også tage og nyde udsigten (den er gratis) - eventuelt samtidig med at du sidder og spiser en velfortjent frokost.

Ubeskriveligt at sidde og se hvordan skyerne pludselig indhyller hele toppen - og at du øjeblikket efter kan se hele alpemassivet.

 

 

 

Selve toppen ligger lidt for sig selv - så det kræver lige lidt mandsmod at skulle over på den - på eget ansvar.

Så skal vi -- ja selvfølgelig skal vi det - vi er da ikke kommet så langt - bare for at se på toppen.

 

 

 

 

Så på med vanten (det passer altså ikke :-) men afsted over stok og mest sten.

Og selvom det ikke er så langt - så skal man alligevel passe lidt på - klipperne er MEGET glatte - er der er et lodret fald på 500 meter hvis du ikke holder fast.

 

 

 

 

 

 

 

 

Og ja - vi oplevede det begge to - Tysklands højeste M/K - ingen over - ingen på siden af dig :-)

Og læg lige mærke til skyerne - det ene øjeblik kan du ikke se ret mange meter - og det næste - fantastisk.

Jeg forstår godt de der skøre bjergbestigere - det er noget af en oplevelse.

 

 

Men det går jo både op og ned - og vi besluttede at tage "den anden vej ned".

På den anden side af toppen ligger der en gletsjer - og den skulle vi da ned på.

Så lidt sneboldkamp - og ellers bare nyde at se smeltevandet skære sig ned i isen.

Og se alle de sten som ligger frosset inde i isen.

 

 

Fra gletsjeren kan man enten tage samme vej tilbage - eller tage tandhjulsbanen.

Vi valgte den forkerte - nemlig toget.

Årsagen er at den halvdelen af vejen kører inde i bjerget - og den anden halvdel kører i en skov.

 

 

Det betød jo så at man ikke fik nogen udsigt overhovedet på vejen ned - men derimod en dræbende kedelig togtur på tre kvarter - så et godt råd - se toget nede på stationen - men tag svævebanen i stedet.

 

HinterSteiner See

HinterSteiner See ligger kun 20 km fra Kufstein - men hvilke 20 km.

Du kører rundt om "Wilder Kaiser" et imponerende bjergmassiv - og vejen er derefter - på den lille rasteplads hvor vi lige tog en kop te - var der en udsigt ned i en kløft - og selvom det er svært at bedømme dybder - så vover jeg at der er en højdeforskel fra der hvor vi stod - og så 300-400 meter ned til bunden af kløften.

 

 

 

De sidste 5 km op til søen foregår på en meget lille (snæver) bjergvej hvor to biler ikke kan passere hinanden - og hvor stigningen nogen steder overgik de 24% ved Kehlstein Haus (der stod dog ikke nogen procenter - men det var stejlt).

En tur rundt om søen tager ca. 1½ time (man skal gå :-) - men udsigten fejler ikke noget.

 

 

 

Og når man så kan sidde og spise en sandart-filet med citron og bredbladet salat - og ellers have denne udsigt til maden - så betyder det ikke noget at man kun var halvvejs rundt om søen.

 

 

 

 

Det var ellers nu at Bettina (min datter) fik sit motorcykelkørekort - og også nu at vi hørte om det dårlige vejr hjemme i Danmark.

Ja sådan er livets goder så ulige fordelt - men på den anden side - man er jo tvunget til at nyde det - når man nu alligevel er der :-)

 

 

 

 

Lejligheden

Hvis du synes du mangler lidt - så bare sig til jeg har mange flere billeder :-)

Men du skal nu ikke snydes for lige at fornemme hvordan vi boede:

Oberaudorf ligger i Inntal - og har du nogensinde funderet over hvorfor Innsbruck hedder Innsbruck - jamen det er da fordi at der er en bro over floden Inn - den der også danner grænsen mellem Tyskland og Østrig - altså på den strækning hvor Oberaudorf ligger.

3.000 kr. for en uge - gennem Dansk Fri Ferie - og der var det hele:

 

 

 

I kælderen (som er kæmpe stor) ligger der en underjordisk garage med P-plads til alle lejligheder, derudover en swimmingpool (til lige at løsne de gamle knogler op i), sauna, motionsrum (med alt i udstyr) og endelig et rum med billard og bordtennis - jo-jo - ikke så ringe endda

 

 

 

 

 

Og selve lejligheden - super - når du kun er to mennesker - så var der ALT hvad man kunne komme i tanke om.

Og køkkenet havde også alt - og da det jo ikke var noget højhusbyggeri (vi boede øverst oppe (på 1. sal)) - så var det også fantastisk hyggeligt.

 

 

 

Jeg vil dog sige - at hvis du gerne vil på diskotek om aftenen - så skal du altså køre langt efter det - Oberaudorf er en lille hyggelig tysk landsby (Kurstadt) med flere små hyggelige spisesteder.

En sidste opfordring - prøv det selv - det ligger tæt på (hvis du vil til Alperne) - og alligevel midt i motorcykelland.

Således oplevet