Men lad mig lige tage den "grimme del af turen med det samme (resten er en ren nydelse :-)
Turen startede fint med at vi mødtes på P-pladsen i Silkeborg - alle i højt
humør - og turen til Billund gik fint.
Vi fik afleveret kufferterne og udleveret vores boardingpas - og nød en kop te i
cafeteriet.
Så var der udkald til maskinen til Frankfurt - men så gik det galt
Et utæt toilet havde forårsaget vand i nogle
elektriske installationer - og så var det fly aflyst.
Efter nogle timer i Billund lufthavn blev enden at vi skulle indlogeres på to
hoteller i Billund
Nogle på "Svanen" (som kunne sove længe) - og de fleste på "Propellen" (som
skulle op før en vis herre)
Propelfolket fik så også en meget lang dag i Frankfurt
lufthavn med nogle meget dyre priser.
Et døgn forsinket kom vi dog til Sydafrika (og missede et par safari ture - surt)
Turen hjem var noget bedre - dog måtte jeg aflevere en solcreme i Frankfurt - og i Billund måtte jeg aflevere de lækre patéer som jeg møjsommeligt havde transporteret med hjem - altså ingen strudse-, krokodille-, springbuk-, gnu-, zebra-paté - også surt
Og så pludselig - nu er jeg uden
VISA/Dankort. Det viser sig, at der er nogen i Sydafrika, der vil
hæve kontanter på mit nummer.
Heldigvis har vi PBS - der har sørget for at afvise transaktionerne - så der er
ikke mistet nogen penge på den baggrund.
Kortet blev kun brugt på én restaurant og i tre forretninger på Waterfront i Cape Town.
Jeg kan kun anbefale ALLE at checke deres konti meget omhyggeligt - om der kun er trukket det I også selv har brugt.
Nå - men bortset fra det - så var det en god tur - og det kan du læse mere på denne side:
Kort, vådt og godt - så enkelt kan det siges om vores ophold på Bakubung Bush
Lodge
Bakubung
Bush Lodge ligger i den sydlige del af nationalparken Pilanesberg
At det var kort - skyldtes jo desværre at vi missede en hel dag af vores tur - og dermed en af vores to safari dage.
At det var vådt - skyldtes at vintersæsonen er regntid i den nordlige del af Sydafrika (det ses også på billederne)
At det var godt - ja det vil du kunne se på billederne - det var helt sikkert den højeste standard vi boede på.
Værelserne
var bare i top - og hele lodgen ligger spredt ud på flere bygninger i et stort
indhegnet område - og det betød jo at vi kunne færdes frit omkring - og ikke
risikere at skulle dele swimmingpoolen med en tørstig elefant (det kunne ellers
have været spændende ).
De eneste dyr der var i lodgen var nogle vildsvin i en indhegning - og så en masse forskellige fugle, der gik på plænen (en form for Ibis) og så en kvidren og fløjten i alle træerne. Herligt med så forskellig en natur til erstatning for gråspurve og solsorte .
Og
alting klappede - super service - og godt havde vi fået at vide, at vi bare
skulle overlade ALT fysisk arbejde til personalet - men skal altså lige vænne
sig til ikke at røre en unødig finger.
Drinksene skulle vi dog selv indtage.
Sidste billede er taget fra balkonen på vores værelse.
Vi
ankom om eftermiddagen - og efter at vi var installeret på værelserne - og havde
klædt om til det rette "safari-kluns" - så var det med stor spænding at vi
nærmede os bilerne.
20 mand (m/k) i hver - så ellers en velkomst af vores guide (Peter) - som fortalte om, hvordan vi skulle opføre os i bilerne - ikke gå ud - ikke hænge ud - ikke råbe og skrige - nå ja - og så skulle vi lige skrive under på, at det i øvrigt var på eget ansvar at vi tog med på turen .
Når
vi var inden for Gaten til Lodgen - så var der fred og ingen fare.
Men når vi forlod den - ja så er det som der står på skiltet - ikke helt ufarligt.
Og så kom det store øjeblik, hvor vi skulle opleve den vilde afrikanske fauna
- og jeg tror ikke nogen af os kunne se sig fri for at hænge lidt ud af bilen
for at få "billedet".
Og godt nok har der ikke været mange dyr - endnu - men bare rolig - der var
vilde dyr - og nedenfor har du et bredt udsnit af vores bestræbelser (på at få
"billedet").
En kavalkade af de dyr som vi så i safariparken Pilanesberg |
||
|
Zebraer |
Næsehorn |
Latter due |
Nil-Krokodille |
Løve |
Ugle |
Bavianer |
Perlehøns |
Impala |
Springbuk |
Gnu |
Skabarak Sjakal |
Elefant |
Caracal |
Tukan (Red Billed Hornbill) |
Giraf |
Svaler (Lesser-striped Swallow) |
Termitbo |
Marabu storke |
Flodhest |
Et eget dødt næsehorn |
En ubeskrivelig billig luksusoplevelse
En emotionel oplevelse ud over alle grænser
Onsdag
stod der besøg i "Township" på programmet.
Som om vi ikke allerede vidste alt om Townships - hver gang vi havde sat os i
bussen, havde vi jo kunnet se dem.
Godt nok havde vi fået at vide at de var ved at forsvinde (målet var VM i
fodbold 2010) - men når man tænker på hvor mange der stadig er, så kunne man jo
have sine tvivl.
Men OK - det kunne da være meget sjovt - man er vel nysgerrig
Pierre (vores guide) ville vise os dem - vi skulle besøge heksedoktoren og spise
lokal mad
Det tegnede til en rigtig turist rundtur - så vi "rigtig" kunne lære Sydafrika
at kende!
Jeg ved ikke om alle havde det, som jeg har beskrevet det ovenfor - altså
inden vi startede på turen.
Da vi mødte Pierre - og hørte ham præsentere sig - som en søn af en sydafrikansk
mor og dansk far (fra Ålborg :-) - og havde boet stort set alle steder
(Sydafrika - Senegal - Danmark - Frankrig) - været gift et par gange - og haft
adskillige jobs - så var mit indtryk af ham nok en "højtskrydende" mand, der
havde nogle meget overfladiske forhold til de ting, som han havde med at gøre.
Nå - sådan var min indgangsvinkel til den forestående rundtur i Townships
(men læs nu hele siden før du falder over mig
)
Mens
vi nærmede os fik vi lidt ekstra at vide - nemlig at (motor)vejene mellem de
enkelte Townships adskilte de enkelte Townships - ikke kun områderne mellem de
hvide, de farvede og de sorte - men også mellem de forskellige sorte "stammer".
New Rest - som vi (bl.a.) besøgte - havde 1001 husstande - levede i sit eget lille samfund.
Men vi begyndte så småt at komme tættere på - selvom det stadig var fra bussen - så var det lidt mere spændende - dyrene der gik frit i gadebilledet - og "udlejningsværelserne" i baggården (se det første billede)
Store
forskelle - lige fra den lokale slagter (eller var det den lokale "grill") der
hver uge serverede ugens tilbud - fedt lamme- og oksekød - og så til de moderne
skoler, hvor den nye generation havde mulighed for at få en uddannelse - iført
skoleuniform.
Første
stop på rundturen var hos heksedoktoren i "Langa" - det ældste Township i
området.
Som du kan se, så er der også lige et par "souvenir shops" udenfor.
Hvad du ikke kan se, er at der på den anden side af gaden er et "supermarked"
hvor vi bl.a. kunne proviantere
Der hvor vi senere skulle spise kunne vi ikke købe hverken vand, vin eller øl -
men her var muligheden.
Desværre
stod jeg for langt væk til at høre hvad han fortalte - men spændende var det at
få et indblik i hvad hans mission er.
Og når man tænker på, at det han bruger er ting fra både dyr og planter - og
tænker på, at stort set al medicin (piller m.m.) derhjemme stort set også
stammer fra nøjagtig det samme - så er han nok ikke helt galt afmarcheret
Næste
stop var så "New Rest" - og her begyndte det for alvor at gå op for mig at
Pierre havde noget at have det i, når han sagde, at han kendte dem rigtig godt.
Den glæde og varme der var i Rosies øjne, da hun mødte Pierre igen sagde det
hele
I bussen sagde Pierre at vi nok skulle bruge 1½ times tid i Townshippet - ja så
tænkte man straks - hvordan i al verden kan man få så lang tid til at gå med at
gå og kigge på blikskure.
Nå - men som sagt - så gjort - vi startede vores rundtur - og nu var virkeligheden kommet meget tættere på.
Efter
en kort gåtur ankom vi til børnehaven.
Og nu fik jeg et helt andet syn på Pierre. Du ved sikkert hvor svært det er at
udviske et førstegangs indtryk - men jeg skal love for at det blev - læs selv
hvad jeg oplevede
Pierre begyndte at fortælle at han og hans kone (Jenny) via Jennys datter havde
fået kontakt til indbyggerne i New Rest - og at de havde besluttet sig for at
give en hjælpende hånd med at få netop dette Township op på et højere niveau.
Og indgangsvinklen til at få indbyggernes tillid var gennem børnene og
kvinderne.
Så
de gik i gang med at opføre børnehaven. Det blev det første "rigtige" hus
(opført af sten) i Townshippet - med både strøm, vand, kloak, køkken og toilet.
Og pengene til dette projekt stod Pierre og hans kone helt for. Mange af
midlerne stammer bl.a. fra mange af de turister, som Pierre har taget med på
besøg i New Rest.
Børnehaven er et helt kapitel for sig - og det passes af ulønnet arbejdskraft
(den eneste indtægt de har, stammer fra de penge som vi bl.a. lagde i deres
lille kasse på væggen) - men ellers så betaler familierne et meget lille beløb
for at få passet deres små børn - og disse penge går udelukkende til at børnene
kan få mad og frugt mens de er i børnehaven.
Børnehaven
har åbent fra kl. 07.00 til kl. 16.30 - og børnene kommer (og bliver hentet)
løbende i løbet af hele dagen - afhængig af hvordan deres forældres arbejdstider
er. De kan aldrig vide hvor mange der kommer - eller hvornår de kommer.
Men at se hvordan de virkelig tager sig af de små poder og synger og leger med
dem er helt fantastisk. Jeg lover jer - der gik flere minutter, hvor jeg
overhovedet ikke kunne sige noget på grund af den klump jeg havde i halsen. Det
var en så fantastisk oplevelse at stå midt i denne succes-historie. Man hører jo
tit om hvor skidt det er - men her stod man og overværede hvordan en aktiv
indsats fra to mennesker kan have en fantastisk virkning
Men
det var ikke det eneste (selvom det var meget)
Efter børnehaven gik vi videre - og nu følte vi os nok ikke længere som
tilskuere - nej nu var vi i New Rest. Turen gik hen til Rosies gamle hus.
Det var et "blikskur" som vi havde set så mange af. Men ikke et hvilket som
helst et - nej - det var nummer I77. Tro det eller ej - der er skam husnumre i
et Township
I alt er der 1001 huse i New Rest - og målet er at alle "blikskure" er væk i
2010 - erstattet af murede huse.
Men
tilbage til Rosies gamle hus. Selvom det er et blikskur - så er der strøm i
huset - og den unge mand i huset havde skam også sparet sammen til et
stereoanlæg - men ellers er det meget nøjsomt - med meget få materielle goder.
Der er det der er nødvendigt - og ikke andet.
Når man så sammenligner med vores hjem i Danmark. Hvor der er et TV i hvert rum
- flere Pc'er - samtalekøkkener - en overflod af materielle goder - ja så er det
lige som om at ens tanker og værdier bliver vendt en gang ekstra - når det
største problem kan være hvad man skal se i fjernsynet - eller ærgrelsen over
det man ikke fik set!
Men der var flere positive overraskelser - suppekøkkenet - hvor alle for en
beskeden pris kunne få sig en varm veltilberedt gang suppe - der er simpelthen
nogen som passer et lille "folkekøkken". Eller hvad med frugtboden - hvor Pierre
bl.a. købte lidt frugt, som Rosie så delte ud til mange af de små børn.
En sjov episode var, da vi mødte nogle piger på omkring 10 år - og sagde at de
skulle da også have noget frugt af Rosie. Det var de ikke meget for - men vi
"gennede" dem hen til hende - og nu forstod vi hvorfor de ikke var meget for det
- for de fik et møgfald over at de ikke var i skole
Endelig besøgte vi en kvinde (jeg fik ikke lige fat i hendes navn) som samler gamle plastic poser sammen - og river dem i strimler - for derefter at hækle små kurve og tasker i nogle fantastiske farver og mønstre.
Turen
videre igennem New Rest gik til Rosies nye hus. Og på vejen så vi alt det
byggeri der er i gang - med at få udskiftet alle blikskurene med "rigtige" huse.
Da vi var på besøg var der allerede blevet bygget ca. 350 af de 1001 huse.
Huse på 55 m2 med strøm, vand og kloak.
Og det var jo noget helt andet - det var et rigtigt HJEM vi kom ind i. Og var
Rosie stolt - selvfølgelig - og det havde hun god grund til.
New
Rest er det Township, som er kommet allerlængst - og det gælder også med
asfalterede veje - noget som Pierre og Jenny også er "ansvarlige" for.
Alt i alt har de formået at indsamle millionbeløb til New Rest. Og hvad der er
nok så vigtigt - at få myndighederne med på vognen (hvilket næsten har været det
sværeste)
Imponerende at to mennesker kan gøre så stor en forskel - hatten af for dem
begge to
Sidste
stop på dagens tur i Townships var hos en sygeplejerske som ved siden af sit job
havde en "restaurant" og catering firma, hvor hun lavede rigtig god traditionel
sydafrikansk mad - og som samtidig havde involveret sig i organisationsarbejde
herunder i den sanggruppe som underholdt os mens vi spiste.
Jeg skal love for at vi fik en på opleveren den dag - og med al respekt for
resten af vores tur til Sydafrika - så er det helt klart den dag, som gjorde det
aller største indtryk
Kunne måske udtrykkes med et lille ordsprog: "Livet er ikke de dage der er gået - men de dage man husker" - og det her var en jeg aldrig glemmer.
Tak til Pierre for den oplevelse.
Således oplevet -
Julle
Pierre Toft - du er en mand man må nære den dybeste respekt for - og hvis du vil vide lidt mere - så kig forbi hans hjemmeside.
Også andre deler min begejstring - kig forbi Sten's hjemmeside
Således oplevet
